Hovedråmaterialet til polyethylen (PE) i udenlandsk produktion er polypropylen (PP), mens indenlandsk produktion hovedsageligt anvender polypropylen (PP), en termoplastisk harpiks opnået ved polymerisering af ethylen. Industrielt omfatter det også copolymerer af ethylen med små mængder af -olefiner. Polyethylen er lugtfri, ikke-giftig og har en voksagtig følelse. Den har fremragende lav-temperaturbestandighed (minimums driftstemperatur kan nå -70 til -100 grader), god kemisk stabilitet og modstandsdygtighed over for de fleste syrer og baser (undtagen oxiderende syrer). Det er uopløseligt i almindelige opløsningsmidler ved stuetemperatur, har lav vandabsorption og fremragende elektrisk isoleringsegenskaber. Polyethylen er dog meget følsomt over for miljøbelastning (kemiske og mekaniske effekter) og har dårlig varmeældningsmodstand.

Polyethylens egenskaber varierer afhængigt af sorten, primært bestemt af dens molekylære struktur og tæthed. Forskellige produktionsmetoder giver produkter med forskellige densiteter (0,91-0,96 g/cm³). Polyethylen kan forarbejdes ved hjælp af generelle termoplastiske støbemetoder (se Plastbehandling). Dens anvendelsesmuligheder er meget brede og bruges hovedsageligt til fremstilling af film, beholdere, rør, monofilamenter, ledninger og kabler, daglige fornødenheder osv., og den kan også bruges som et højfrekvent isoleringsmateriale til fjernsyn, radar osv. Med udviklingen af ​​den petrokemiske industri er polyethylenproduktionen vokset hurtigt og udgør omkring en{8}} fjerdedel af den samlede plastikproduktion. I 1983 var verdens samlede polyethylenproduktionskapacitet 24,65 millioner tons, med yderligere 3,16 millioner tons under opførelse.